Om at møde hinanden

Da jeg lige har flyttet min klinik til Nærumvænge Torv, gik jeg den anden dag rundt på torvet og præsenterede mig for de andre forretningsindehavere og nogle af deres ansatte. Jeg kan nemlig godt lide at arbejde i et miljø, hvor vi kan vinke goddag og farvel til hinanden, ønske hinanden god weekend og i det hele taget mærke, at vi har et venligt og imødekommende forhold til hinanden.

På min runde lagde jeg mærke til, hvor meget det betød for mig, at nogle af de andre helt tydeligt blev glade for, at jeg kom forbi. Jeg blev så let om hjertet og følte mig overskudsagtig og herligt tilpas. Der var dog også et par enkelte, som ikke var i humør til at hilse på mig den dag. I hvert fald kiggede de knapt nok op fra bordet, da jeg kom ind, og der kom bare et ”Nå”, da jeg fortalte, hvorfor jeg kom rundt og hilste. Her fik jeg en følelse af at være forkert og i vejen. Hvordan kunne jeg dog tro, at de skulle have nogen som helst interesse i mig?!

I sin bog ”Den etiske fordring” skriver den danske teolog K.E. Løgstrup om, at vi i ethvert møde holder en del af et andet menneskes liv i vores hænder. Hver gang vi møder et andet menneske, rører vi noget i hinanden. Denne berøring kan være livgivende og skabe god energi, men den kan også få os til at føle os forkerte, magtesløse og uden værdi.

Selvfølgelig kommer de fleste af os relativt nemt videre, når andre ikke tager godt imod os. Det er lidt sværere, når det gælder vores nærmeste.  Når jeg har par i terapi, lægger jeg f.eks. ofte mærke til, at den ene part bare skal løfte en anelse på øjenbrynet, ændre betoningen af et ord en lille bitte smule eller kigge væk et kort sekund, før den anden bliver urolig. Det er virkelig tankevækkende. Og det, vi sender af sted, spreder sig som ringe i vandet.

Det kan derfor være godt at stoppe op en gang i mellem og tænke over, om vi spreder de ringe, vi ønsker at sprede. I en travl hverdag kan vi nemt komme til at lade vores irritation løbe af med os. Det er menneskeligt – noget de fleste af os kender. Jeg gør i hvert fald! Men prøv en dag at være opmærksom på, hvordan du møder dine omgivelser – både de nærmeste og kassedamen i supermarkedet. Prøv at lægge mærke til, hvad der sker, når du sender dem et varmt smil og en venlig bemærkning. Og hvis du ikke gør det i forvejen, så glæd dig over at mærke, hvor meget dine handlinger betyder og hvor meget du er i stand til at sprede gode ringe i vandet. Rigtig god fornøjelse med det!

Og rigtig god weekend!